Før du sætter linserne i første gang:

  • Sørg altid for at have dine briller med dig. Nogle gange har du måske brug for at give øjnene en pause fra kontaktlinserne. Så er det godt at have brillerne ved hånden.
  • Køb ekstra linsevæske. Det duer ikke at finde ud af, at du er løbet tør for linsevæske, når du er på vej i seng. Rengør aldrig kontaktlinserne med vand fra hanen! Det kan forurene linserne og skade dine øjne.
  • Begynd altid med at vaske hænderne med sæbe og tørre dem grundigt. Det gør det lettere at håndtere linserne og forhindrer, at de bliver snavsede eller forurenet med bakterier. Forsøg at finde en oliefri sæbe.
  • Ignorer aldrig ubehag. Hvis det gør ondt at have linsen i, kan det skyldes, at der sidder et fremmedlegeme på den, eller at der er noget andet galt med den. Tag linsen ud, rengør og desinficer den, og kontroller, at den er fri for skader eller ridser, før du sætter den i igen.

5 trin til at sætte linserne i

Trin 1: Husk altid at begynde med at vaske hænder.
Hvis du vasker hænderne med en oliefri sæbe, mindsker du risikoen for, at der kommer bakterier, snavs eller en fedtet hinde på linserne.

Trin 2: Begynd altid med det samme øje.
Præcis ligesom med glassene i dine briller findes der en højre- og en venstrelinse, som er udformet forskelligt, så du opnår den bedst mulige synskorrektion på begge øjne. Begynd altid med den samme linse, så du undgår at bytte rundt på linserne. Tips: Hvis du er højrehåndet, skal du begynde med højre linse. Hvis du er venstrehåndet, skal du begynde med venstre linse.

Trin 3: Tag forsigtigt linsen op.
Anbring linsen på fingerspidsen, og hold den op mod lyset, så du kan se den tydeligt. Er den skålformet? Så er du næsten klar. Kontroller, at linsen er fri for skader og ridser, og rengør og desinficer den med linsevæske.

Trin 4: Sæt linsen i.
Løft det øverste øjenlåg op med den frie hånd. Træk det nederste øjenlåg ned med "linsehåndens" langfinger. Hold linsen på spidsen af pegefingeren, og placer den på øjet. Når linsen er sat i, skal du kigge fra side til side, så linsen kommer til at sidde oven på den farvede del af øjet. Sørg for, at linsen sidder behageligt på øjet, så den ikke falder ud.

Trin 5: Blink, og så er du færdig.
Blink naturligt, og kig dig i spejlet. Hvis alt føles godt og ser godt ud, er du klar til at nyde en dag med godt syn uden briller.

I begyndelsen kan det føles lidt unaturligt at sætte kontaktlinserne i. Husk følgende tips, hvis du oplever problemer:

  • Kontaktlinser kan sætte sig fast. Hvis din fingerspids er for våd, er der risiko for, at linsen sætter sig fast på fingeren i stedet for på øjet. Prøv at tørre fingeren af mod håndleddet, så linsen lettere slipper. Hvis øjet er derimod er tørt, kan linsen have svært ved at sætte sig fast på det. Dryp 1-2 dråber genfugtende væske i øjet, og forsøg at sætte linsen i igen.
  • Sørg for at holde begge øjne åbne, når du sætter linserne i. Når du koncentrerer dig, kan det være fristende at lukke det ene øje, men øjnene arbejder sammen. Hvis du lukker det ene øje, kniber det andet øje sig sammen, hvilket gør det sværere at sætte linsen i.
  • "Lyt" til dine øjne. Ubehag kan være et tegn på, at linsen sidder forkert, at der er et fremmedlegeme på linsen, eller at øjet ikke får tilstrækkeligt med ilt. Hvis du oplever ubehag, bør du tage linsen ud. Kontroller, at linsen er fri for ridser og skader, og rengør og desinficer den derefter, før du sætter den i igen. Hvis ubehaget varer ved, bør du holde op med at bruge linserne og kontakte din optiker.