Myter og fakta – ofte stillede spørgsmål om kontaktlinser

Må jeg svømme med kontaktlinserne i? Og må jeg tage brusebad?

Nej. Selv det reneste svømmebassin kan indeholde bakterier, og det er endnu værre i spabade, søer, åer og i havet. Selv vand fra vandhanen kan indeholde mikroorganismer. Bakterier og kontaktlinser er en dårlig kombination, som kan føre til infektioner, irritation eller endda sår i øjet.

Må jeg rengøre linserne med vand?

Nej. Se ovenstående svar vedrørende risici for forurening ved brug af andet end linsevæske til linserne.

Kan min kontaktlinse glide ind bag øjet og forsvinde?

Nej, den måde, øjet er opbygget på, gør, at det er helt umuligt. Det kan nogle gange være svært at finde linsen, hvis den er gledet ind under det øverste øjenlåg. Men problemet plejer at kunne løses ved hjælp af et godt oplyst spejl, nogle blink og en god portion tålmodighed, når du tager linsen ud.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg taber en kontaktlinse?

Du skal altid rengøre og desinficere kontaktlinsen grundigt med frisk linsevæske, hvis du har tabt den på gulvet eller på dit tøj. Stil dig altid i nærheden af en håndvask eller et bord, når du tager linserne ud. På den måde kan du nemt kan finde linsen igen, hvis du skulle tabe den. Husk at sætte proppen i håndvasken først. Hvis du lægger en klud eller et håndklæde i en mørk farve i håndvasken, før du begynder, kan det gøre det lettere at finde linsen igen, hvis du taber den.

Hvordan kan jeg se, om min kontaktlinse vender forkert?

Anbring linsen på spidsen af pegefingeren. Kig på den. Er den konkav, dvs. buer den opad og er skålformet? Hvis det er tilfældet, er det godt! Hvis den er konveks, dvs. at kanterne buer udad mod fingeren, vender linsen forkert.

Hvad skal jeg gøre, hvis kontaktlinserne får mine øjne til at svie eller gøre ondt?

Det kan nogle gange være tegn på, at der er noget galt, men det kan også skyldes, at der sidder et fremmedlegeme under linsen. Tag linsen ud, og rengør og desinficer den grundigt. Hvis du stadig føler ubehag, når du sætter linsen i igen, skal du tage den ud og kontrollere den endnu grundigere. Der kan være en ridse på linsen, eller der kan sidde et fremmedlegeme på den, selvom du lige har gjort den ren. I så fald skal du kassere linsen og prøve en ny. Hvis du oplever ubehag i øjnene, selvom du har fulgt ovenstående anvisninger, eller når du ikke har kontaktlinser i, skal du stoppe med at bruge kontaktlinserne og straks kontakte din optiker.

Kan jeg bruge kontaktlinser, når jeg bruger progressive briller?

Ja. Der findes nogle særlige såkaldte multifokale kontaktlinser. De hjælper personer, som har behov for synskorrektion både på kort afstand og på lang afstand.

Hvor længe må jeg have linserne i ad gangen?

Følg altid din optikers anbefalinger vedrørende anvendelsestid. Anvend ikke kontaktlinserne i længere tid end ordineret Det er dårligt for øjensundheden og for linsernes ydeevne.

Kan jeg fortsat bruge makeup, når jeg har kontaktlinser i?

Ja. Du skal bare være forsigtig, både når du sætter linserne i, og når du lægger makeuppen. Sæt linserne i først, så du ikke overfører olie eller makeuprester til linserne med fingrene. Og husk altid at begynde med at vaske hænder.

Kan kontaktlinserne skade mine øjne?

Millioner af mennesker bruger kontaktlinser hver dag uden problemer. Med den rette pleje og håndtering af linserne bør du kunne bruge dem uden større problemer. Men kontaktlinser er medicotekniske produkter, som kun må ordineres og udleveres af en autoriseret optiker. Brug aldrig nogen former for kontaktlinser uden først at have talt med din optiker og fået en recept.

Må jeg sove med kontaktlinserne i?

Ikke alle kontaktlinser er godkendt til udvidet anvendelse eller brug om natten. Rådfør dig med din optiker for at få oplysninger om, hvilken anvendelsestid du har fået ordineret.

Må jeg bruge øjendråber?

Kun almindelige øjendråber til genfugtning. Brug ikke andre typer receptfri dråber mod røde øjne, samtidig med at du bruger kontaktlinser. Kig efter dråber, der er beregnet specielt til kontaktlinsebrugere, eller bed din optiker om at anbefale et produkt.

Hvilken linsevæske skal jeg bruge?

Kig efter en linsevæske af alt-i-en-typen, dvs. med teksten "universal". Denne type væske både rengør og desinficerer dine linser.